Livemusik: Mikkel Julius

30-årige Mikkel Julius har spillet, sunget og skrevet musik siden han var helt lille. Med sin opvækst i Randers har han benene plantet solidt i den kronjyske muld, og i dag bor han stadig i Østjylland. Mikkels musikalske udtryk kredser om dansksproget klassisk pop, hvor den nærværende tekst er i højsædet sammen med den gode melodi. Inspirationen kommer dog fra vidt forskellige genrer – fra gamle viser til rå blues – men altid med fortællingen i fokus. Hertil kommer Mikkel Julius’ varierede og flotte guitarspil, som hele tiden afsøger nye stemninger og fører lytteren med på rejse.

Siden debuten i 2013 har Mikkel Julius turneret rundt på små og store steder i Danmark. Han har optrådt på traditionelle spillesteder, men også kirker, dagligstuer og gallerier har
lagt vægge til hans musik. Mikkel har været på sangskriverworkshop med Steffen Westmark (The Blue Van), Michael Møller (The Mountains) og Christian Hjelm, skrevet sange med flere kendte artister fra Norden samt blevet kåret som delvis vinder af Akustikkens sangskriverkonkurrence i 2014 med sangen Lyser i Mørket. En sang der findes på debut EP’en Første Skridt fra 2015 og som på rammende vis samler kendetegnene for Mikkels sange: melodisk guitarspil og vedkommende tekster med noget på hjerte.
I 2017 udgav han to nye singler – den ene, “Endnu”, skrevet på dansk og islandsk sammen med musikeren Karl Olgeirsson. 2018 blev et roligt musikalsk år, men et personligt skelsættende for Mikkel, idet han blev far.
2019 vil Mikkel bruge på at lufte nye helt nye sange på de danske spillesteder, ligesom han vil arbejde videre på sit første fuldlængde album.

Tilmeld dig Cafe Gayas nyhedsbrev

  • Få nyheder om events
  • Få opskrifter fra vores køkken
  • Få tilbud

Cafe Gaya - Økologi og friske råvarer